Middelfart Museum inviterer til temadag om community building

Under overskriften ‘Museet som fællesskaber – Community building på danske museer’ inviterer Middelfart Museum i samarbejde med Seismonaut til temadag den 26. januar 2024.

I disse år arbejder en række danske museer strategisk med community building og bæredygtig social udvikling som en del af deres visioner og strategier. Arbejdet kan for eksempel være at gøre museet til en ramme for fællesskaber for særlige målgrupper eller at skabe social bæredygtighed lokalt gennem eksempelvis citizen curation. Men dette arbejde kan udbredes til mange flere museer. Middelfart Museum inviterer derfor til temadag og erfaringsudveksling om community building på museer.

Til denne temadag kan man få konkret viden om community building, høre oplæg fra museer med praktisk erfaring samt lære at mappe relevante fællesskaber og forstå deres drivers.

Temadagen finder sted den 26. januar kl. 10.00 – 15.30 på adressen Teglgårdsparken 17 i Middelfart.

Der vil være fælles frokost samt kaffe/te og forfriskninger i løbet af dagen.

Temadagen er en del af MIND the community projektet, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen fra Puljen til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper. Dagen bliver faciliteret af Seismonaut.

Tilmelding senest fredag den 19. januar på mail af@seismonaut.dk med oplysning om antal personer der deltager. Deltagelse er gratis. Program for dagen fremsendes på mail i januar.

Publiceret:
08/12/2023