Reparation og upcycling af tekstiler

Case fra

Den Gamle By

Hvilke fagligheder var involveret?

Skræddersalen

Hvad vi gjorde

Der er indført ordning med at Den Gamle Bys ansatte kan indlevere arbejdstøj, der sendes til lapning og reparation hos et eksternt skrædderi i Aarhus. Alle dragter lappes så længe det giver mening. Hvis en beklædningsgenstand er for slidt til at kunne klare flere lapninger, gemmer vi knapperne til genanvendelse her i Den Gamle By, og det vurderes om stoffet kan bruges til lapper eller andre projekter. Der er kommet en ny rolle i aktørteamet, Siover, som skal se meget slidt og sølle ud, og til denne rolle er det oplagt at bruge nogle noget af det tøj, der ellers er for slidt. Hermed kan dragter, der egentlig var for tarvelige til at lappe videre på, fortsat bruges af denne nye karakter.

Kasserede dragter gemmes til evt. dragtsalg.

Derudover er vi begyndt at sy vores bannere om til indkøbsnet som vi kan sælge i museumsbutikken. Da vi ikke har ressourcer til at upcycle alle vores bannere, vil det være en god idé at forsøge at genbruge dem i højere grad – fx ved at undlade datoer på bannere. Alternativt kan der tilknyttes en systue der kun syr bannere om til poser og tasker, såfremt det er rentabelt.

Fordele

Vi har forlænget levetiden på tekstilerne på museet. Det betyder at vores behov for indkøb af nye tekstiler mindre. Samtidigt genererer vi mindre tekstilaffald, da vi forsøger at upcycle og genbruge alle materialer, hvor det er muligt, på museet, og ellers vil forsøge at give dem et liv udenfor museet – fx med dragtsalg. Disse tiltag har den gode effekt på vores formidling, at dragterne er mere troværdige.

Vores erfaringer

Reparationer af arbejdstøj har kørt i et års tid og tegner godt. Men man skal muligvis minde kollegaerne om tiltaget, så det ikke glemmes.

Indkøbsnettene sælger godt i museumsbutikken og der kunne evt. tænkes i andre produkter af bannerne. Det er ikke økonomisk rentabelt, at vi syr tasker af de gamle bannere men det er fint i det grønne regnskab.

Overraskelser

Det var meget overraskende at opdage, at flere købte nyt arbejdstøj i stedet for at få det repareret inden vi opstartede tiltaget med reparation af arbejdstøj.