Vilde og gavnlige udendørsarealer

Hvad vi gjorde

Arbejdet med at gøre udendørsarealerne på Greve Museum vildere er ikke kun noget, vi gør lige nu, men noget der efterhånden har stået på i en del år. Vi har nogle græsplæner, som vi slår jævnligt fordi de bruges når vi har bestemte arrangementer. Men fx i vores legelund har vi haft fokus på at skabe forskellige biotoper, så gæster kan gå på opdagelse i naturen. Der kan vendes sten og træstammer, søges i det høje græs, eller kigges omkring kvashegnet.

Vi har netop fået gang i projekt Vild Med Vilje på et af vores græsarealer, og derudover har vi en køkkenhave med højbede.

Fordele

Generelt har vi fokus på, at vores udendørsarealer skal være med til at fremme den lokale biodiversitet. Hvor der kunne være lutter grønne græsplæner, prøver vi at give dyr og planter lidt bedre vilkår.

Vores køkkenhave forsyner køkkenet med krydderurter og forskellige grøntsager, og vi er selvforsynende med bær, æbler og pærer til marmelade, syltning og bagværk.

Vi håber at de vilde blomster i vores nye bed kan bruges til at lave buketter, som vi kan bruge i vores indgang. Så behøver vi ikke købe afskårne blomster en del af året.

Erfaringer

Vores køkkenhave kræver meget arbejde, og den ville ikke fungere uden vores tre uundværlige frivillige, der passer godt på den. Køkkenets bioaffald ryger i vores egen kompostbunke, så vi selv kan lave kompost til jordforbedring.

Overraskelser

I arbejdet med Vild Med Vilje overraskede det os at høre, at det kræver en del arbejde at vedligeholde sådan et bed. Vi fandt også ud af, at vores jord var af for høj kvalitet til at kunne bruges med det samme, hvorfor der var noget arbejde i at forringe kvaliteten, bl.a. med at blande sand i jorden.

Vores køkken har det økologisk spisemærke i guld, hvilket betyder at 90-100% af det mad og drikke vi serverer i cafeen er økologisk – på trods af at høsten fra vores køkkenhave trækker ned i det regnskab, da den ikke er certificeret økologisk.