Formidlere til Ringkøbing Fjord Museer

Ansøgningsfrist: 24-01-2024

Vil du være med til at fortælle Vestjyllands historie? Bliv formidler ved Ringkøbing Fjord Museer i sæson 2024!

Er du passioneret omkring kulturarv, historie og formidling? Har du altid drømt om at være en del af et dynamisk team, der bringer fortiden til live?

Så er chancen her! Ringkøbing Fjord Museer søger nu engagerede kolleger til formidlingen af deres rige kultur- og naturarv på Naturkraft og Bork Vikingehavn, der ligger et stenkast fra Vesterhavets brusende bølger.

Hvem er du?

Vi søger dedikerede og entusiastiske holdspillere, der elsker at formidle historie på en engagerende måde, og som elsker kontakten med gæsterne.

Som en del af Ringkøbing Fjord Museer får du mulighed for at præge de besøgendes oplevelser og styrke dine formidlingsevner med hands-on formidling, aktiviteter, demonstrationer, show og fortællinger.

Du kan forvente…

  • Et spændende og alsidigt arbejdsmiljø, hvor ikke to dage er ens
  • Mulighed for at dygtiggøre dig inden for mundtlig museumsformidling
  • Praktisk erfaring med dag-til-dag-koordinering, hvor du sammen med dine kolleger bl.a. skal håndtere sygemeldinger, pauser og at dagen forløber planmæssigt
  • At få et stærkt netværk og blive en del af et fagligt bredt team i alle aldre, hvor vi lægger vægt på god stemning og samarbejde – og så synes vi også, at det er hyggeligt at ses til en fyraftens-sportscola eller en is på stranden.

Du skal…

  • Kunne tage ansvar: Træde ind i rollen som dag-til-dag-ansvarlig på Bork Vikingehavn og Naturkraft, hvor du sikrer, at dagen forløber, som den skal, især når højsæsonen rammer
  • Ikke være bange for sprog: Vi formidler på både dansk, tysk og engelsk – og selvom det er længe siden, at du har haft tysk, så skal du nok komme hurtigt efter det
  • Synes, at det er sjovt at arbejde med børn: Hands-on aktiviteter for børn er en vigtig del af vores formidling, så du skal kunne stå for dem, samtidig med at du fortæller den gode historie
  • Være en kreativ historiefortæller: Lave interagerende formidling om alt fra mad og byggematerialer til vejrvarsler og historiske håndværk
  • Kunne læse gæsten: Vi arbejder med mange forskellige målgrupper, men særligt børnefamilier, hvoraf mange af dem er fra Tyskland
  • Være en del af holdet: Når vi selv skal sige det, synes vi, at vi har et ret godt team, hvor vi både griner med hinanden og støtter, når noget driller i den travle højsæson.

Praktisk

Arbejdet foregår primært på Bork Vikingehavn i Hemmet og Naturkraft i Ringkøbing, men der kan forekomme arbejde på andre af museets besøgssteder. Kørekort og bil er derfor et must, da Ringkøbing-Skjern Kommune er Danmarks største og museets besøgssteder ligger hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord. Vi kan til gengæld være behjælpelige med at finde logi i området.

Stillingerne er timelønnede med minimum 30 timer/uge, med varierende arbejdstider under spidsbelastninger. Du vil komme til at indgå i et rul med weekendarbejde hver 2. weekend. Der kan forekomme aftenarbejde. Stillingerne er tidsbegrænset til d. 31/10-24.

Erfaring kommer ikke af sig selv, og vi skal alle starte et sted. Ved du allerede alt om vikingetiden og den vestjyske natur, er det et plus, men ellers skal du nok få en rigtig god oplæring. Vi ser Ringkøbing Fjord Museer som en arbejdsplads, hvor du får mulighed for at lære nyt og udvikle dine kompetencer. Desuden ser vi en enorm styrke i at have en fagligt bred medarbejdergruppe.

Derfor opfordrer vi dig – uanset din baggrund, alder og erfaring – til at søge, hvis du interesserer dig for den vestjyske kultur og historie.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist: Onsdag d. 24. januar
Jobsamtaler: Mandag d. 29. og tirsdag d. 30. januar
Opstart: 11. marts eller snarest derefter.

Ved spørgsmål kontakt formidlingschef Mette Bjørg Karup Helth på mbkh@rfmuseer.dk eller 50 59 06 15.

Søg stillingen

Publiceret:
26/12/2023