Museer betaler da ikke skat. Eller gør de?
Et selvejende museum er uforvarende havnet i en skatteknibe, og ODM’s kortlægning blandt vores medlemmer peger på, at problemet kan være større end som så. Derfor opfordrer vi til, at selvejende museer stilles lige for loven med statslige og kommunale museer og gøres skattefri.
Skattefrihed eller ej
Museer passer på, forsker i og formidler vores fælles kulturarv. De fleste museer modtager derfor kommunale og/eller statslige midler og løser en række opgaver for samfundet. Og museer er almennyttige institutioner, ikke profitmaksimerende virksomheder. Det har aldrig været den politiske intention, at museer skal beskattes.
I Selskabsskattelovens §3.1.5 (’museumsparagraffen’) fremgår det da også, at museer, der er organiseret som selvejende institutioner, som har offentlig adgang, og hvis indtægter i øvrigt kun kan anvendes til museets formål, er fritaget for skattepligt.
Der er logik i denne forståelse: Det giver ikke mening, at stat og kommuner giver med den ene hånd, og derefter opkræver skat med den anden. Derfor er statslige og kommunale museer da også helt fritaget fra skattepligt, mens museer er ’betinget’ fritaget, jf. ovenstående paragraf.
Museum i klemme
Alligevel er Vikingeskibsmuseet, som omtalt i bl.a. Kulturmonitor, uforvarende havnet i en klemme. Dels fordi museet siden midt i firserne fejlagtigt har været registreret under fondsloven – som museer ellers er undtaget fra. Nu skal museet, hvis ellers Skattestyrelsens varslede afgørelse stadfæstes, rykkes over i Selskabsskatteloven, hvilket betyder en markant overgangsbeskatning. Hertil kommer, at museet ifølge Skattestyrelsens vurdering ikke kan figurere under ’museumsparagraffen’, som undtager fra skattepligt – bl.a. fordi butik og café kan tilgås uden entrebillet og i øvrigt har ting på hylderne, som ikke vurderes at være tæt nok knyttet til museets formål.
Skattestyrelsens vurdering kan altså betyde, at museet havner under en paragraf med skattepligt – og det vel at mærke af hele museets drift. Vikingeskibsmuseet forventes at klage over en sådan afgørelse. Men står det til troende, kan det gå hen at blive et problem for mange af landets museer.
Problemet kan blive stort
ODM’s kortlægning viser, at 29 (heraf 27 statsanerkendte) ud af 62 selvejende museer ikke er registeret med en skattekode hos Skattestyrelsen. Måske fordi det har været taget som en selvfølge, at museet var undtaget skattepligt. 19 af museerne svarer ’ved ikke’ til spørgsmålet – formentlig af samme årsag. Kun 14 har angivet en skattekode. 2 angiver fondsloven, 9 angiver ’museumsparagraffen’, 3 angiver skattepligt under Selskabsskatteloven.
En aktindsigt fra Erhvervs- og Skattestyrelsen viser, at godt 40 museer tilbage i 2005 var opført som fonde fritaget fra fondsbeskatning. Formentlig er hovedparten af disse museer sidenhen blevet registreret korrekt under Selskabsskatteloven. Der kan dog være enkelte museer, der i lighed med Vikingeskibsmuseet ikke er flyttet til den rette paragraf – dette kan vi ikke sige entydigt ud fra kortlægningen.
Tiden er løbet fra loven
Mere klart står det i ODM’s kortlægning, at ganske få museer vil kunne leve op til den stramme fortolkning af museernes sideaktiviteter – butik, café, arrangementer, lokaleudlejning – der lægges op til i Skattestyrelsens varslede afgørelse vedrørende Vikingeskibsmuseet. Fx har 53 (heraf 48 statsanerkendte) af 62 selvejende museer en butik, hvor besøgende har adgang uden billet. Det samme gælder for museumscaféen på 28 museer. 43 (heraf 38 statsanerkendte) museer udlejer lokaler, som kan lejes uden for museets åbningstid. Alt sammen parametre, som vil gøre det svært for museerne at bevare skattefrihed under ’museumsparagraffen’, hvis den stramme fortolkning danner præcedens.
Det går stik imod de seneste årtiers politiske vinde, som har blæst i retning af, at museerne skulle åbne sig for publikum, være en del af lokalsamfundet, tiltrække turister og i øvrigt tjene flere penge selv. Loven er med andre ord baseret på en forældet opfattelse af museer som bygninger med genstande i montrer, som gæsterne kan løse billet til se på – og derefter gå igen. I dag er museerne meget mere, og har fokus på den samlede museumsoplevelse, på at række ud til borgere og formidle engagerende og i samspil med gæsterne. Tiden er simpelthen løbet fra loven.
Et komplekst problem med en enkel løsning
Problematikken er kompliceret, som alle skattesager. Til gengæld er løsningen enkel: Gør museerne reelt skattefrie.
Loven bør sidestille de selvejende museer med de statslige og kommunale museer og simpelthen indføre generel skattefritagelse, så museerne ikke skal betale skat af deres virksomhedsdrift. En lovændring vil dog kun kunne gælde fremover. For at undgå håbløse scenarier, hvor museer skal bruge millionbeløb – som jo for en stor dels vedkommende kommer fra staten – på administration, overgangsbeskatning mv., vil det give god mening at fritage museer for overgangsbeskatning eller i det mindste holde museet skadefrit, så en evt. skatteregning bliver neutraliseret via tilskud.
Museer modtager midler fra stat og kommune, fordi de løfter væsentlige opgaver for samfundet og passer på og formidler vores fælles kulturarv til glæde for alle borgere. Det giver ikke mening at lade midlerne gå til spilde i administration eller lade dem løbe direkte tilbage til statskassen. Midlerne skal bruges til det, de er bestemt til: museer, der understøtter fællesskab, rækker ud til borgerne og leverer kultur til alle samfundsgrupper.