Museum Odense og SDU afholder seminar om museer og humaniora i den grønne omstilling

Under titlen ‘Fra en sort fortid til en grøn fremtid’ afholder Museum Odense/Møntergården i samarbejde med SDU museumsnetværk den 12. marts seminar om museer og humanioras rolle i den grønne omstilling.

Dagen henvender sig særligt til universitetsforskere og museumsfolk, men alle interesserede er velkomne til at deltage.

Klimaforandringerne kan være svære at forstå. Modsat andre typer forurening, kan klimagasser hverken ses, smages eller lugtes. Samtidig med at de menneskeskabte klimaforandringer er vor tids måske største udfordring, fremkalder klimadebatten negative følelser såsom frygt, skyldfølelse, hjælpeløshed og vrede, der kan forhindre engagement og handling. Der er et stort behov for, at forskningen i klimaforandringer og mere bredt i bæredygtighed formidles til offentligheden, men hvordan? På dette seminar sættes fokus på formidlingen af aktuelle forskningsprojekter i krydsfeltet mellem museer og humaniora.

Det praktiske

Tilmelding senest 1. marts. Deltagelse er gratis.

Tilmeldingslink: Fra en sort fortid til en grøn fremtid. Museer og humaniora i den grønne omstilling (sdu.dk)

Arrangører: SDU Museumsnetværk og det VELUX-finansierede tvær-institutionelle forskningsprojekt ”Bylivets Sorte Omstilling” (2020-2024).

Seminaret afholdes på SDU Campus Odense.

Se hele programmet her

Publiceret:
19/02/2024